Jeg så frem til at læse en selvbiografisk bog om en kvinde fra min egen generation, som med stor entusiasme kaster sig ud i både passioneret kærlighed og sex. Samtidig håbede jeg på noget som kunne rokke ved den almene opfattelse af, at 50+ kvindens seksualitet er ikke eksisterende eller i det mindste være med til at gøre emnet mindre tabubelagt.
Allerede efter de første par sider var min reaktion: Too much namedropping. Det fortsætter desværre hele bogen igennem. Men indimellem citater og opremsning af navne, så indeholder bogen periodevis morsomme og velskrevne beskrivelser af både tanker, mennesker og miljøer.
Jeg fik en følelse af, at Lekander, med sit valg af sprog, mere ønsker at forarge end at give læseren en guided tour ind i en, måske ukendt, verden af BDSM-eksperimenter og serielle orgasmer på løbende bånd.
Min fordom om Berlin som dekadent legeplads for homoseksuelle og transpersoner blev bekræftet og jeg lærte et eller to svenske ord, som det er usandsynligt, jeg nogensinde finder anvendelse for.
Når alt det er sagt, så har bogen absolut en positiv tone, der vidner om en nysgerrig og udforskende kvinde som tager for sig af det som livet og hendes partner har at tilbyde.
Jeg er ikke overbevist om, at Nina Lekander er en gennemsnitlig repræsentant for kvinder i min alder eller kvinder generelt. Men hurra for retten til selv at vælge seksuel orientering, køn og partner.
