Der skulle to forsøg til inden det lykkedes mig at læse næsten hele bogen. Hvorfor overhovedet gøre sig ulejligheden? Fordi jeg var opsat på at finde ud af, hvad forfatteren egentlig ville med sin tekst. Der måtte være noget som jeg overså eller helt enkelt ikke forstod og det sidste skyldes sandsynligvis, at jeg ikke kan identificere mig med jeg-fortælleren eller tilnærmelsesvis forstå dennes attitude til livet.
Foruden de korte men ganske interessante passager, hvor der henvises til nogle af fortidens kvinder som kan placeres inden for rammerne af Nucka-begrebet, og dermed gav et indblik i hvad hun er for et væsen, så er det mest beskrivelser af et liv, hvor andre mennesker får skylden for bristede drømme om normalitet og at tilværelsen og kærligheden ikke blev som forventet eller lovet.
Bortset fra den overvældende irritation jeg følte, da jeg læste teksten, så har den fået mig til at være taknemmelig for, at jeg på trods af afvisninger og ufrivillig ensomhed, som alle mennesker vel oplever i større eller mindre grad, har taget ansvar for min egen situation og foretaget de nødvendige justeringer, der gør at jeg i dag kan se tilbage på mit liv uden bitterhed og fortrydelse.
Nuckan var ikke min kop te men på et tidspunkt skal jeg selvfølgelig give Malin Lindroth en chance mere og læse noget andet hun har skrevet.
